Fynstræf 2005
Verdenshistoriens første russertræf på Fyn.
Jeg har altid ønsket at blive mester i et eller andet – hvem har ikke det – men for mit vedkommende er det aldrig blevet til noget – ikke engang et idrætsmærke i skolen. I rekruttiden på søværnets eksercerskole i Avderød blev det til et skydemærke af laveste grad, men, at det overhovedet blev til et mærke, kan jeg vist takke markørmanden for, en ikke voldsom ædru fenrik.
Men en studenterhue har jeg da taget, det var som læredreng i lystigt lag, desværre måtte jeg levere den tilbage til rette ejermand, en forurettet ungersvend.
Når man nu ikke magter at mestre en disciplin, der udmønter sig i en medalje, må man jo gå andre veje – f.eks. at blive den første i verden til et eller andet, og her kom Kaj Erik i Salling op med alle tiders ide – verdenshistoriens første russertræf på Fyn – jeg kunne således blive verdens første deltager fra Tisvildeleje, det synes jeg nok var en udmærkelse, der var værd at pynte sig med. Via vores mailingliste blev der så samlet yderligere 2 aspirerende verdensmestre fra ”østblokken”, Jørgen Sørensen (Hattemager) fra Søborg og Villiam Simonsen fra Lynge.
Trods en vejrudsigt, der kun lovede regn og meget lidt varme, drog jeg fredag formiddag af sted sydpå til Villiam i Lynge, herfra kørte Villiam og jeg videre sydpå til Roskilde, hvor Hattemageren stødte til med sin søn Rune i sidevognen. Herfra vestpå, men allerede inden Ringsted kom regnen, som vi ellers indtil nu havde været forskånet for. Ind til siden og regntøj på – dog var regnen ophørt, inden påklædningen var tilendebragt, men beklædningen var vi nu glade for senere ikke mindst over Storebælt, hvor det gav pænt med vand.
Men inden da havde vi haft et lille stop, hvor der var bryderier med Villiams tændingslås. Det blev dog i første omgang klaret med en kraftig elastik rundt om tændingsnøglen og lygtehus. Vi var dog kun lige kommet igennem betalingsanlægget ved Storebælt, da den igen var gal. En åbning af lygtehuset viste, at kontakten havde været så dårlig, at kobberskinnerne var varme og helt udglødede. Hovedledningerne blev derfor sat sammen direkte med muffe, plus ledningen nede ved batteriet klippet over og forsynet med et par han/hun klemkabelsko – det blev så den nye tændingskontakt. Samtidig opdagede vi, at jeg levede fint op til mit nye øgenavn oliesheik (erhvervet grundet et yderst kraftigt oliespild hjem fra Putnitz). Problemet nu skyldtes, at der var oliespild fra dynamoen. Pakdåsen til forkammeret var nok ikke så stram i ringmusklen, som den burde være. Pappet mellem spændebånd og dynamo blev fjernet, spændebåndet drejet, så olien kunne løbe igennem bunden af dynamoen og ud af åbningen ved spændebåndet – forhåbentlig uden at søle kommentatoren til med deraf ladningssvigt til følge. Det viste sig da også, at både Villiams specielle tændingslås og min dynamo holdt hele turen. Selvfølgelig skal mekanikken være til at sole på, men det giver altid lidt krydderi, når der sker noget. Dog er der da vist ingen, der ønsker problemer som dem, Frederiks Larsen var ude for på sin Sverigestur, som beskrevet i sidste nummer af bladet. Men bortset fra, som nævnt, regn over Storebælt, forløb resten af turen fint. Jeg havde været dum nok til at sige, at jeg havde studeret ruten på nettet, så jeg fik lov at køre forrest – det gik da også glat. 12 km vest for Ringe havde Kaj Erik sat nogle små skilte op med Russertræf. Skiltene var meget små, så jeg solede mig i den ros, der blev mig til del over, at jeg uden problemer ad snoede grusveje havde fundet stedet i Sallingelunde – en stifinderglorie, der dog sener viste sig, skulle pilles af mig.
Verdenshistoriens første russertræf på Fyn.

Jeg har altid ønsket at blive mester i et eller andet – hvem har ikke det – men for mit vedkommende er det aldrig blevet til noget – ikke engang et idrætsmærke i skolen. I rekruttiden på søværnets eksercerskole i Avderød blev det til et skydemærke af laveste grad, men, at det overhovedet blev til et mærke, kan jeg vist takke markørmanden for, en ikke voldsom ædru fenrik.
Men en studenterhue har jeg da taget, det var som læredreng i lystigt lag, desværre måtte jeg levere den tilbage til rette ejermand, en forurettet ungersvend.
Når man nu ikke magter at mestre en disciplin, der udmønter sig i en medalje, må man jo gå andre veje – f.eks. at blive den første i verden til et eller andet, og her kom Kaj Erik i Salling op med alle tiders ide – verdenshistoriens første russertræf på Fyn – jeg kunne således blive verdens første deltager fra Tisvildeleje, det synes jeg nok var en udmærkelse, der var værd at pynte sig med. Via vores mailingliste blev der så samlet yderligere 2 aspirerende verdensmestre fra ”østblokken”, Jørgen Sørensen (Hattemager) fra Søborg og Villiam Simonsen fra Lynge.
Trods en vejrudsigt, der kun lovede regn og meget lidt varme, drog jeg fredag formiddag af sted sydpå til Villiam i Lynge, herfra kørte Villiam og jeg videre sydpå til Roskilde, hvor Hattemageren stødte til med sin søn Rune i sidevognen. Herfra vestpå, men allerede inden Ringsted kom regnen, som vi ellers indtil nu havde været forskånet for. Ind til siden og regntøj på – dog var regnen ophørt, inden påklædningen var tilendebragt, men beklædningen var vi nu glade for senere ikke mindst over Storebælt, hvor det gav pænt med vand.
Men inden da havde vi haft et lille stop, hvor der var bryderier med Villiams tændingslås. Det blev dog i første omgang klaret med en kraftig elastik rundt om tændingsnøglen og lygtehus. Vi var dog kun lige kommet igennem betalingsanlægget ved Storebælt, da den igen var gal. En åbning af lygtehuset viste, at kontakten havde været så dårlig, at kobberskinnerne var varme og helt udglødede. Hovedledningerne blev derfor sat sammen direkte med muffe, plus ledningen nede ved batteriet klippet over og forsynet med et par han/hun klemkabelsko – det blev så den nye tændingskontakt. Samtidig opdagede vi, at jeg levede fint op til mit nye øgenavn oliesheik (erhvervet grundet et yderst kraftigt oliespild hjem fra Putnitz). Problemet nu skyldtes, at der var oliespild fra dynamoen. Pakdåsen til forkammeret var nok ikke så stram i ringmusklen, som den burde være. Pappet mellem spændebånd og dynamo blev fjernet, spændebåndet drejet, så olien kunne løbe igennem bunden af dynamoen og ud af åbningen ved spændebåndet – forhåbentlig uden at søle kommentatoren til med deraf ladningssvigt til følge. Det viste sig da også, at både Villiams specielle tændingslås og min dynamo holdt hele turen. Selvfølgelig skal mekanikken være til at sole på, men det giver altid lidt krydderi, når der sker noget. Dog er der da vist ingen, der ønsker problemer som dem, Frederiks Larsen var ude for på sin Sverigestur, som beskrevet i sidste nummer af bladet. Men bortset fra, som nævnt, regn over Storebælt, forløb resten af turen fint. Jeg havde været dum nok til at sige, at jeg havde studeret ruten på nettet, så jeg fik lov at køre forrest – det gik da også glat. 12 km vest for Ringe havde Kaj Erik sat nogle små skilte op med Russertræf. Skiltene var meget små, så jeg solede mig i den ros, der blev mig til del over, at jeg uden problemer ad snoede grusveje havde fundet stedet i Sallingelunde – en stifinderglorie, der dog sener viste sig, skulle pilles af mig.

Vel ankommet til pladsen var Kaj Erik og fru Lisbeth og hjælperne Karsten og Johan.
Stort partytelt var rejst og grillen kørt i stilling – samt kolde øl og vand stod klar til indtagelse. Men først skulle der slås lejr. Vi var de først ankomne teltliggere, men lidt efter dukkede Kim Jensen fra Støvring op på sin K750 med sin tro følgesvend schæferhunden King i sidevognen. Regnen var nu taget til, så det hele blev en smule klamt. Alt dette blev dog glemt, da vi først sad bænket i det varme telt – pølserne syede på grillen, medens vi ved hjælp af den lokale humle fik det indvendige hydrometer til at gå analogt med det udvendige. Dette, plus en begívenhedsrig dag gjorde, at der, for så vidt mig angår, ikke var nogle søvnproblemer, da endelig jeg fandt soveposen.

Vågnede til en flot solskinsmorgen. Lejren var ved en put-and-take sø, og Jørgen Hattemager var allerede oppe og i gang med stang og krog. Jeg havde også fiskegrej med – velvilligt stillet til rådighed af min søn, men da jeg af erfaring ved, at jeg i løbet af et øjeblik er i stand til at få linen til at ligne indmaden i et K750 luftfilter, lod jeg Hattemageren om fiskeriet. Efter morgenmaden (Kaj Erik havde igen været på dupperne og sørget for friskbagt/hentet morgenbrød) fik vi spillet et græsplænespil, jeg tror, det hed Høvding. Det dreje sig om at skyde modpartens opstillede træklodser omkuld – Kim og Rune viste sig at være supergode til at ramme. Desværre var de på samme hold, og det var ikke mit – ”æuv”. Om formiddagen kom flere til. Tony fra Svendborg fik slået sit telt op, og senere ankom også den altid træfstabile Søgård Kyndesen fra Oxbøl. Kent og Knud kom i bil – de er i fuld gang med hver deres russerprojekt

Ved middagstid kørte vi til Egeskov, hvor vores russiske stål vakte berettiget opsigt. Ved indgangen viste det sig, at man skulle være 20 personer for at få grupperabat. Da vi manglede nogle stykker i at nå dette antal, blev Hattemageren, som jo ikke ligger på den lade side hvad angår snakketøj, sendt til billetlugen for at overbevise pigen om, at 16 næsten er 20, og munden blev da også brugt i en grad, så man næsten fik medlidenhed mat den stakkels billetpige, men lige lidt hjalp det – reglerne skulle følges, og det var vel for så vidt også i orden. Egeskov er altid et besøg værd – prisen til trods. Tilbage i lejren stødte flere til bl.a. Emanuel Kristensen fra Sjøllund med frue – de kom dog i bil. Hattemagerens søster Jette ankom på sin Yamaha – skulle ellers have kommet på Jørgens solo Dnepr, men hun er vist ikke helt tryg ved solorusser, flot alligevel at komme alene fra København for at deltage. Igen en hyggelig aften med grill – lækkert kød, pølser, vin, øl og ikke mindst glade mennesker, der delte anekdoter og røverhistorier. Det hele sluttede med hyggeligt bål ved søkanten efter en pragtfuld dag med om ikke højt solskin så dog tørvejr. Næste dag søndag var rejsedag. Trods de snart sædvanlige dystre vejrudsigter var det fint solskin, så det var tørre telte, der blev rullet sammen – og inden middag var der pakket samt ”farvellet”, og østholdet drog hjemad. Som tidligere nævnt var jeg udråbt til stifinder, hvorfor jeg kørte forrest efterfulgt af Hattemageren, dernæst Villiam og Jette som bagtrop. Vi var dog dårlig nok kommet ud af grusgrav-området, før jeg drejede til højre, hvor det skulle have været venstre. Resultatet var, at jeg måtte lide den tort at blive detroniseret som stifinder. Hattemageren overtog herpå titlen, og jeg blev nådeløst smidt ned bag Villiam. Det gik fint til Ørbæk, hvor et lille kiks gjorde, at Hattemageren blev forvist ned bag mig, og Villiam overtog føringen, men med al respekt var det også nemt nok – for nu var det bare nordpå til motorvejen mod Storebælt, og det forløb da også fint. Tørvejr hele vejen – flot udsigt fra broen. Efter betalingsanlægget holdt vi en lille pause, hvor den medbragte kaffe blev nydt. Jørgen og Villiam fik en smøg, Rune en mad, og jeg checkede som sædvanlig min oliestand, medens Jette tålmodigt ventede. Medens dette stod på, kom en lille lav åben gul sportsvogn kørende ind, hvor vi stod.
Ud steg en midaldrende herre iklædt bl.a. en smart R.A.F.læderjakke, som jo hører sig til, når man kører sådan en ”tøsemagnet”, fordomme og parader var måske oppe med det samme, men fyren kom over og spurgte oprigtigt interesseret til vores maskiner, hvilket naturligvis afstedkom, at vi måtte se hans vogn. Vi kom hen til den, og minsandten om ikke den med en bred læderrem over motorhjelmen var besmykket med Bugatti bilmærket. Denne legendariske bil er jo normalt blå og ikke kanariegul, men alligevel – motoren måtte vi da se – så hjelmen blev åbnet og stor var forbavselsen, da det viste sig, at motorrummet indeholdt en 2 cyllindret boksermotor, dog ikke en russer, men en Citroen 2cv. Hele karossen var bygget op på denne model. De to største problemer med dette projekt, fortalte han, var dels, den for mange russer-ejere så velkendte strid med syns- og registreringsfolk, og dels problemet med at lave et udstødningssystem, der fik den til at lyde af voldsomme mange hestekræfter. Da han kørte derfra, var det da også en pæn lyd, der kom fra den – selv om akselrationen var mere 2cv end Buggati.
Også vi måtte videre – stadig med Villiam som tropsfører. At han som os andre gerne ville væk fra motorvejen, er forståeligt, men desværre var det en forkert afkørsel, han fandt – så ned bagi med Villiam, og atter var det mig, der dannede fortrop – og således nåede vi Roskilde, hvor vi kørte ind til Hyundai-forhandleren Preben, som er Jørgens onkel. Her blev vi budt på kaffe, inden vi tog afsked. Villiam og jeg kørte mod Nordsjælland og Jørgen, Rune og Jette mod København – alle enige om, at det havde været alle tiders week-end.
En stor tak til alle for et dejligt træf – og en speciel tak til Kaj Erik og Lisbeth for det kæmpe arbejde I havde lagt forud, så træffet blev så vellykket.

Billeder fra tur og træf kan ses på Hattemagerens hjemmeside – www. dneprside.dk
Med kammeratlig hilsen Søren Westborg (oliesheik)
Side 1 af 1

 
Copyright © 2021 · dnepr-ural-mc.dk · Alle Rettigheder Forbeholdes · Login
dnepr ural mc