Justering af sidevognsbespænding på en Dnepr 11
Sidevognen er forbundet til motorcyklen fire steder. De to nederste er udformet næsten som patronen i en boremaskine, hvor to kæber omslutter kuglen på motorcykelstellet. Når møtrikken er løsnet, kan leddet drejes eller helt åbnes. To stænger, der har fat foroven, kan justeres i længden. Sidevognens hjul sidder i en svinggaffel fæstnet til sidevognens ramme. Lodrette kræfter, der påvirker hjulet, dæmpes af den hydauliske støddæmper og af gummibøsningerne i svinggaflen.

På en motorcykel med en korrekt monteret sidevogn er dækslidet minimalt. Sidevognen skal sidde på en præcist defineret måde. Denne position er bestemt af de tre hjuls spidsning (toe-in) og styrt (camber).
Kontrol af spidsning udføres på en plan og vandret overflade. Der behøves to helt rette 200-210 cm lange skinner, der placeres ud for hjulet 90-100 cm over jorden. Ved kontrollen skal forhjulet være perfekt på linje med baghjulet. Styrbremsen skal derfor være aktiveret. Spidsningen (toe-in) måles lige foran sidevognens kasse og skal være 6-10 mm. Er dette ikke tilfældet, må de to øverste forbindelser mellem MC og sidevogn slækkes, såvel som klemme, der sidder på det bageste rør til sidevognen. Herefter flyttes sidevognens bageste rør ind eller ud, indtil spidsningen ligger mellem 6 og 10 mm. Herefter skal alle møtrikker strammes igen.

Motorcyklen skal hælde 1 til 2 grader væk fra sidevognen. Dette kan kontrolleres på flere måder, den enkleste er nok at bruge en lodsnor og en lineal. Lad lodsnoren hænge ned ud for baghjulet og mål afstand mellem snor og fælg både foroven og forneden. Her skal det øverste mål være 8 til 12 mm kortere end den nederste - svarende til et styrt (camber) på 1-2 grader. Er dette ikke tilfældet, skal de to stænger mellem MC og sidevogn justeres i længden, indtil målet er korrekt.
dnepr ural mc